VEDTÆGTER FOR
GYMNASTIKEFTERSKOLEN STEVNS
§ 1 – HJEMSTED OG FORMÅL
Stk. 1 Gymnastikefterskolen Stevns er en uafhængig selvejende undervisningsinstitution.
Stk. 2 Skolen er oprettet i 1953, og den har hjemsted i Stevns Kommune.
Stk. 3 Skolens adresse er: Boestoftevej 58, 4660 Store Heddinge.
Stk. 4 Skolens formål er at drive en efterskole inden for rammerne af gældende regler om frie kostskoler. Skolen bygger på Grundtvigs skolesyn.
Værdigrundlag
Skolen skal danne bro mellem elevernes grundskole og ungdom/voksen tilværelsen. Vi tager afsæt i den grundtvigianske skoletradition, vores skole danner ramme for fællesskab og personlig udvikling.
Efterskolelivet bygger på tillid, ansvar og aktiv deltagelse/engagement i hverdagen og i mødet med hinanden. Skolen fungerer i nær kontakt med elevernes forældre og det omgivende samfund.
§2 – SKOLEKREDS
Stk. 1 Som medlemmer af skolekredsen kan kun optages private, myndige personer.
Stk. 2 Medlemskab godkendes af bestyrelsen. Afgørelsen kan forelægges generalforsamlingen både af den, som bestyrelsen har afslået at optage, og af et mindretal i bestyrelsen.
Stk. 3 Medlemmerne opkræves et kontingent.
Stk. 4 Medlemmernes bidrag giver ikke ret til andel i skolens overskud. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld.
Stk. 5 Medlemsskabet ophører ved meddelelse herom.
Stk. 6 Medlemskab giver adgang til på generalforsamlingen at afgive én stemme. Stemmeret træder i kraft efter 3 måneders medlemskab. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 7 Skolens årsrapport udleveres på skolen senest 14 dage før den generalforsamling, hvor regnskabet skal behandles. Medlemmerne har endvidere ret til indsigt i drifts-, anlægs- og likviditetsbudgetter, byggeregnskaber og oplysninger til brug for tilskudsberegning, der sendes til offentlig myndighed. Skolens medarbejdere har ret til indsigt i nævnte materiale.
§3 – SKOLENS DRIFT
Stk. 1 Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud, elevbetaling og økonomiske bidrag fra skolekredsen.
Stk. 2 Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.
Stk. 3 Overskud ved skolens drift tilfalder institutionen og skal i passende omfang anvendes til tilvejebringelse af kapital til imødegåelse af underskud og i øvrigt til størst mulig gavn for skolen, f.eks. forbedring af undervisningsmateriale, byggeforanstaltninger og lignende.
Stk. 4 Anbringelse af likvide midler kan ikke ske på konti m.v., som andre end skolen disponerer over.
§4 – GENERALFORSAMLINGEN
Stk. 1 Generalforsamlingen består af skolekredsens medlemmer.
Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Den indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst 21 dages varsel til medlemmerne med mindst følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Forstanderens beretning
- Godkendelse af det reviderede regnskab
- Godkendelse af kontingent
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Eventuelt
Stk. 3 Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 14 dage før.
Stk. 4 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller mindst 25% af skolekredsens medlemmer ønsker det. Der indkaldes som til ordinær generalforsamling sammen med en dagsorden.
Stk. 5 Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal fremmødte medlemmer, jf. dog §13. Et medlem kan kræve skriftlig afstemning.
Stk. 6 Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på generalforsamlingen. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.
Stk. 7 Generalforsamlingen vedtager ændringer i vedtægterne, jf. §12 og træffer beslutning om institutionens nedlæggelse, jf. §13.
§5 – BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING
Stk. 1 Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges af og blandt skolekredsens medlemmer på generalforsamlingen.
Stk. 2 Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige og have fast bopæl i Danmark eller tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig.
Stk. 3 Bestyrelsens medlemmer vælges for tre år ad gangen. Med henholdsvis 3 og 2 og 2./år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 4 Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem, jf. Efterskolelovens §7, stk. 2 og 3, skal medlemmet udtræde af bestyrelsen. Der skal da hurtigst muligt udpeges/vælges et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.
Stk. 5 Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen eller deltage i valg af medlemmer.
Stk. 6 Forstander, viceforstander og en repræsentant for medarbejderne deltager i møderne uden stemmeret. Bestyrelsen kan dog beslutte at afholde møder, hvori der kun deltager medlemmer.
Stk. 7 Bestyrelsen vælger sin formand og næstformand.
§6 – BESTYRELSENS OPGAVER OG ANSVAR
Stk. 1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for dens økonomi, vedligehold og udbygning.
Stk. 2 Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen, og sørge for at der tages skyldige økonomiske hensyn. Bestyrelsen er ansvarlig over for Undervisningsministeren, herunder for at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for skolekredsen.
Stk. 3 Bestyrelsen ansætter og afskediger forstanderen og fastansatte lærere. Ansættelse af fastansatte lærere sker efter indstilling fra forstanderen. Afskedigelse af fastansatte lærere sker efter indstilling fra forstanderen.
Stk. 4 Beslutning om evt. oprettelse af viceforstanderstilling træffes af bestyrelsen. Ansættelse og afskedigelse foretages af bestyrelsen efter indstilling af forstanderen.
Stk. 5 Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.
Stk. 6 Bestyrelsen fastsætter elevbetalingen.
Stk. 7 Bestyrelsen godkender en årsplan og en indholdsplan for det enkelte kursus.
Stk. 8 Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af korrekt resultatopgørelse og balance, jf. §10.
Stk. 9 Bestyrelsen vælger revisor.
Stk. 10 Bestyrelsen godkender en plan for skolens årlige evaluering af dens virksomhed i forhold til skolens værdigrundlag.
Stk. 11 Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet om skolens nedlæggelse.
§7 – BESTYRELSENS ARBEJDE
Stk. 1 Bestyrelsen holder møde, når formanden eller mindst 2 medlemmer finder det nødvendigt.
Stk. 2 Formanden indkalder skriftligt mødedeltagerne til møde og meddeler samtidig hvilke sager, der skal behandles.
Stk. 3 Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger herunder evt. afstemningsresultat indføres i en beslutningsprotokol. En udskrift fra mødet sendes senest en uge efter mødets afholdelse til bestyrelsesmedlemmerne, og protokollen underskrives efter mødet. Ethvert medlem af bestyrelsen er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i protokollen, som opbevares på skolen. Formanden sørger for, at de trufne beslutninger udføres.
Stk. 4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Beslutninger om køb, salg og pantsætning af fast ejendom træffes dog ved kvalificeret (to tredjedeles) stemmeflertal.
Stk. 5 Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I øvrigt gælder Forvaltningslovens regler om inhabilitet for medlemmerne. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.
Stk. 6 En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personers eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder bestemmelserne i Forvaltningsloven om tavshedspligt.
Stk. 7 Bestyrelsen kan ved behandling af konkrete sager vedrørende medarbejdere beslutte at holde møde for medlemmerne alene.
Stk. 8 Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke modtage honorar af skolens midler. Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder for medlemmerne.
Stk. 9 Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden.
§8 – SKOLENS DAGLIGE LEDELSE
Stk. 1 Den daglige ledelse af skolen varetages af forstanderen, som tillige har det pædagogiske ansvar.
Stk. 2 Ved forstanderens fravær ud over en måned skal der konstitueres en forstander.
Stk. 3 Forstanderen ansætter og afskediger medarbejderne bortset fra fastansatte lærere. Forstanderen foretager indstilling til bestyrelsen om afskedigelse af fastansatte lærere.
Stk. 4 Bestyrelsen kan bemyndige forstanderen til at ansætte og afskedige også fastansætte lærere.
Stk. 5 Forstanderen er omfattet af bestemmelserne i Forvaltningsloven om inhabilitet og tavshedspligt m.v.
§9 – MEDARBEJDERRÅD
Stk. 1 Der kan oprettes et medarbejderråd/samarbejdsudvalg bestående af forstanderen og de fastansatte medarbejdere.
Stk. 2 Medarbejderne vil være omfattet af bestemmelserne i Forvaltningsloven om inhabilitet og tavshedspligt mv.
Stk. 3 Medarbejderrådets udtalelse kan indhentes i sager vedrørende skolen, herunder driftsbudget, vedligeholdelse, indkøb af undervisningsmateriale og i eventuelle byggesager.
§10 – REGNSKAB OG REVISION
Stk. 1 Resultatopgørelse og balance udarbejdes hvert år inden den 15. marts Årsrapporten opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler om regnskab for og revision af frie kostskoler.
Stk. 2 Revisionen skal være afsluttet hvert år inden den 1. april, hvorefter den reviderede årsrapport, bilagt revisionsprotokollat sendes til bestyrelsens formand. Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive det reviderede regnskab inden forelæggelse for generalforsamlingen. Medlemmerne skal samtidig afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab af bestyrelsen (jf. Efterskolelovens §7).
Stk. 3 Regnskabsåret er kalenderåret.
§11 – TEGNINGSRET
Stk. 1 Skolen tegnes af formanden med 2 bestyrelsesmedlemmer. I formandens fravær af næstformanden og 2 bestyrelsesmedlemmer
Stk. 2 Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves et kvalificeret flertal (to tredjedele) af bestyrelsesmedlemmernes, herunder formandens eller næstformandens underskrift.
§12 – VEDTÆGTSÆNDRINGER
Stk. 1 Bestyrelsen er ansvarlig for, at vedtægterne er i overensstemmelse med loven
Stk. 2 Ændring af vedtægterne skal vedtages på en generalforsamling med kvalificeret flertal (to tredjedele) af fremmødte medlemmer.
§13 – NEDLÆGGELSE
Stk. 1 Beslutning om skolens nedlæggelse træffes på en generalforsamling, hvor mindst to tredjedele af alle medlemmer stemmer for. Opnås et sådant flertal ikke, kan beslutning om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på en ny generalforsamling med almindeligt flertal af de fremmødte medlemmer.
Stk. 2 Ophører skolen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges.
Stk. 3 Nedlægges skolen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation.
Stk. 4 Bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5.
Stk. 5 Overskydende midler anvendes med Undervisningsministeriets godkendelse til skoleformål, der støttes i henhold til gældende regler om frie kostskoler.
Vedtaget på generalforsamling den 12. oktober 2020.
Bestyrelsens medlemmer: | ||
Anne Mette Weng Ellyton
(Periode 2018-21) |
Merete Frederiksen
(Periode 2019-22) |
Dorte Bech Nielsen
(Periode 2020-23) |
Steen Gunnarson
(Periode 2018-21) |
Susanne Reiter Elbæk
(Periode 2019-22) |
Hanne Nielsen
(Periode 2020-23) |
Hans Dalgaard
(Periode 2018-21) |
Hans Jørgen Karlshøj-Andersen
(Periode 2019-22) |
Søren Madsen
(Periode 2020-23) |