Fodbold

Fodboldlinjen på Gymnastikefterskolen Stevns

På fodboldlinjen arbejder vi med en fodboldkultur, hvor personlig udvikling, sammenhold og fælles præstationer er nøgleordene. Vi bekymrer os ikke om dit niveau, når du kommer til Stevns, men vi gør alt for, at du er den bedst mulige fodboldspiller, når du tager videre i livet.

Rammerne omkring fodboldlinjen ligner dem, du kender fra klublivet, men med et touch af efterskoleliv. Det ”touch” består af et trænerteam, som ser på dig som et ungt menneske i udvikling, en fodboldspiller med afsæt i dit aktuelle niveau og en del af en helhed, hvor vi har plads til kamp, konkurrence, nærvær, sjov og ballade. I trænerteamet har vi fokus på dig som atlet, menneske og medspiller! 

På fodboldlinjen kommer du til at arbejde med dine individuelle færdigheder og din forståelse af, at fodbold er et kollektivt spil. Du kommer til at udvikle dine taktiske, tekniske og atletiske evner på banen, og vi analyserer dine præstationer gennem videooptagelser og feedback fra trænere og medspillere.

Vi deltager i DBU’s efterskoleturnering og spiller kampe mod lokale skoler og klubber, og derudover ser vi live-kampe på stadion.

Trænerne på fodboldlinjen er tidligere spillere på eliteniveau og har en bred trænererfaring fra både klubber og efterskoler. De er ligeledes aktive klubtrænere og brænder for fodbold.

Vi glæder os til at se dig på banen!

Det kan du forvente…

  • Holdånd: Fodbold er en holdsport! Vi vinder sammen og vi taber sammen, og det gennemsyrer dagligdagen på fodboldlinjen.
  • Teknisk træning: Gennem målrettet teknisk træning øver vi os i de basale fodboldfærdigheder, som er forudsætningen for at rykke sig som fodboldspiller.
  • Taktisk træning: I den taktiske træning arbejder vi med forståelsen af, hvordan vi kan gøre hinanden bedre og samarbejde som en enhed.
  • Fysisk træning: I samarbejde med dig har vi fokus på kroppen, forberedelse, psyke og restitution. Vi arbejder med kroppen i et perspektiv, der rækker ud over fodboldtræningen, og vi tester din fysiske kapacitet med henblik på at gøre dig til en bedre atlet.

Vi forventer at du…

  • vil være en god medspiller og knokle og kæmpe for at blive en bedre fodboldspiller.
  • vil løbe de nødvendige ekstra meter for dine holdkammerater.
  • er medskaber af et positivt miljø, hvor der er plads til både dig selv og ham ved siden af.

Undervisere på fodboldlinjen

Christoffer Demmel Emborg

Kasper Nielsen

Vores andre linjefag

Build & Burn

Dans

Rytme

Spring

TeamGym