Besøgsaften

Alle efterskoler skal ifølge loven have en skolekreds. Formålet med skolekredsen er blandt andet at sikre, at skolen er folkeligt forankret, og at den har et bagland, der bakker den op. Her på Gymnastikefterskolen Stevns har vi naturligvis også en skolekreds, og nye medlemmer er meget velkomne. Skolekredsen er ikke kun for forældre til nuværende eller tidligere elever men også for andre, der har en interesse i skolen.

At være med i en skolekreds betyder, at du kan være med til at gøre en forskel for en masse unges afslutning af grundskoleforløbet. Som medlem af Skolekredsen vil du blandt andet hvert forår blive inviteret til vores generalforsamling, som er skolens øverste myndighed. Generalforsamlingen vedligeholder og vedtager værdigrundlag og vedtægter for skolen. På generalforsamlingen vælger man også repræsentanter til vores bestyrelse.

Som medlem af Skolekredsen er man ikke forpligtiget på efterskolens daglige drift. Til det arbejde har vi en daglig ledelse samt en stab af ansatte.

 

Hvad får jeg som medlem af Skolekredsen?

Som medlem af Skolekredsen bliver du automatisk indbudt til en række arrangementer på skolen, som du kan deltage i, hvis du har tid og lyst:
– Invitation til og stemmeret ved skolens årlige generalforsamling, samt spisning forud for generalforsamlingen
– Det årlige elevmøde, hvor skolens tidligere elever mødes og udveksler gode minder
– Grundlovsfesten den 5. juni
– Efterskolernes Dag i september og Efterskolernes Aften i januar
– Foredrag der afholdes på skolen – her er det gratis for medlemmer at deltage.

Derudover får alle medlemmer af Skolekredsen tilsendt Stevnsbogen, der udgives en gang årligt, hvor man kan læse om det forgangne år på Gymnastikefterskolen Stevns. Stevnsbogen er elektronisk, og sendes pr. mail. Nyhedsbreve og opvisningsplan udsendes ligeledes til medlemskredsen.

 

Pris og tilmelding

Det koster kr. 100,- årligt at være medlem af Skolekredsen. Medlemsskab ansøges digitalt.

Tilmelding sker ved mail til kontor@gymnastikstevns.dk